Fremtiden hedder lean, transparens, målstyring - og endnu mere automatisering

Af journalist Poul Breil-Hansen

studentsVirksomheder over hele verden har de sidste tiår oplevet, at konkurrencen i takt med den teknologiske udvikling, internettets udbredelse og globaliseringens fremmarch bliver hårdere og hårdere. Det skærper kravene til virksomhedernes ledelse af forsyningskæden, der har udviklet sig til at blive et væsentligt virkemiddel til at opnå konkurrencemæssige forspring i forhold til konkurrenterne – eller det modsatte. Men hvor skal supply chain lederen sætte ind, investere, produktudvikle og fokusere? Hvilke elementer vil skabe den store forskel for kunderne nu og i fremtiden? Disse centrale spørgsmål har to ambitiøse studerende ved Department of Industrial Management and Logistics på Lund University sat sig for at undersøge i et nordisk perspektiv. Undersøgelsen er deres hovedfagsspeciale og er færdiggjort i februar 2010.

Anders Göransson og Bjørn Tideman er navnene på de to studerende, og de har valgt at opdele undersøgelsen i fire områder: Industrielle tendenser, fokusområdetendenser, investeringstendenser samt måltalstendenser.

Hovedvægt på produktion

Undersøgelsen har hovedvægt på produktionsvirksomheder (47 % af respondenter); mens grossister og detailvirksomheder er repræsenteret med henholdsvis 18 % og 8 %. De sidste 27 % fordeler sig på en lang række underkategorier som underleverandører af varer og tjenesteydelser til de tre hovedkategorier produktion, grossist og detail og ændrer ikke på billedet af produktion som den vægtigste gruppe i undersøgelsen.

Lean er den dominerende industritendens

I alt har 447 logistikledere deltaget i undersøgelsen, og ifølge de 447 logistiklederes forventninger vil Lean-filosofien blive den "industrielle tendens", som vil opleve den største vækst i de næste fire år. Lean bliver i rangorden efterfulgt af integration, bæredygtighed, standardisering samt agility (adræthed) i forsyningskæden.

Industriel tendens

Respondenternes vurdering af størst vækst de kommende fire år

Lean

1

Supply chain integration

2

Sustainable supply chain

3

Standardisation

4

Agility

5

Figur 1: Rangordenen i respondenternes vurdering af, hvilke tendenser der vil rykke mest de næste fire år.

Anders Göransson og Bjørn Tideman definerer "industrielle tendenser" som ”tendenser, man kan skille ud på et højere og mere generelt niveau, som er relaterede til logistikken og/eller har indflydelse på logistikkens udvikling”.

"Idéen med at undersøge hvilke begreber på et højere niveau, der vil dominere de kommende år, er at opnå en indikation af, hvordan virksomhederne kommer til at udvikle deres logistikstrukturer på lang sigt", fortæller de to forfattere til undersøgelsen.

Lean har igennem længere tid været en ekspansiv tendens i både produktionens, logistikkens og også servicefunktionernes verden. Tendensen har sin rod i Toyotas fremgang og har igennem mange år spredt sig til en mangfoldighed af virksomheder over hele verden. Filosofien bygger på at identificere og eliminere ikke-værdiskabende aktiviteter, og at produkter samt materialer skal trækkes – og ikke skubbes - gennem forsyningskæden ved hjælp af for eksempel kanban-konceptet.

"Vi og vores rådgivere i undersøgelsesarbejdet forventer, at arbejdet med at implementere Lean-filosofien løbende vil blive udviklet og forbedret de kommende år, og at vi vil se, at den beslægtede filosofi Six Sigma i høj grad vil supplere Lean med at reducere varians i virksomhedernes processer", fortæller Anders Göransson og Bjørn Tideman.

Fokusområdet bliver transparens

"Information visualisation" er topscoreren i undersøgelsens afdækning af, hvilke fokusområder der vil vokse mest de kommende fire år. "Fokusområde" vil ifølge undersøgelsen sige "driftsmæssige tendenser med specifik relevans til lager- og logistik, som har kortere implementeringstid end industritrendenser, og som er almengyldige på tværs af brancher".

Forfatterne til undersøgelsen fortolker det høje fokus på transparens som en erkendelse af, at forsyningskæder i dag i høj grad konkurrerer på et globalt marked, og at forudsætning nummer ét for at lede en global forsyningskæde er tilgængelig information i realtid.

"De fleste forsyningskæder opererer i et globalt miljø, hvilket stiller nye krav til organisationens ansvarlige ledere. Et globalt miljø stiller ikke kun krav om høj forretningsmæssig kompetence, det stiller også en lang række nye krav som fx kulturelle og sproglige kompetencer. Ledere skal sikre sig, at forsyningskæden ligger på linie med de globale kunders krav. Èn afgørende måde at tackle disse udfordringer på er at sikre sig, at den rette information bliver gjort tilgængelig og synlig gennem hele forsyningskæden. De ansvarlige ledere har behov for information i realtid, hvis de skal træffe de rigtige beslutninger, der kan adressere de udfordringer, der måtte opstå", lyder det fra de to forfattere i præsentationen af undersøgelsen.

Forecasting og reduktion af gennemløbstid rangerer som henholdsvis nummer to og tre i undersøgelsen af nordiske logistikchefers forventninger til, hvilke driftsmæssige fokusområder de vil komme til at bruge mest tid på de kommende fire år. På 4. og 5. pladsen finder vi kompetenceudvikling samt sporbarhed.

Fokusområde tendens

Respondenternes vurdering af størst opmærksomhedsvækst de kommende fire år

Information visualisation

1

Forecasting

2

Lead time reduction

3

Staff education

4

Traceability

5

Figur 2: Top 5 over respondenternes vurdering af, hvilke fokusområder der vil vokse mest de kommende fire år.

Målstyring på tværs af forsyningskæden

Undersøgelsen afslører, at nordiske logistikchefer forventer, at det dominerende måltal eller KPI (Key Performance Indicator) de kommende fire år bliver "Develop KPIs together with suppliers and/or customers" efterfulgt af KPI-tendensen "Use KPIs that reflect customer satisfaction". Begge de to mest scorende KPI’er fokuserer altså på samarbejde på tværs af forsyningskæden med leverandører og kunder, hvilket harmonerer fint med, at "supply chain integration" rangerer som nummer to blandt industritendenser.

"KPI’er, som strækker sig over hele forsyningskæden, vil brede sig de kommende år. Det sker som et led i at forbedre samarbejdet mellem parterne i kæden. KPI’er vil udvikle sig fra i dag at fokusere på at måle virksomhedens egne omkostninger til i fremtiden at fokusere mere på de faktorer, som skaber værdi for den samlede forsyningskæde. KPI’er, som er rent omkostningsfokuserede, medfører en risiko for, at ledere træffer beslutninger, der er ganske kortsigtede, og som kan skade forsyningskæden på længere sigt”, fortæller de to forfattere og tilføjer: ”Forudsætningen for at måle denne slags KPI’er er IT-løsninger, der er kompatible med IT-systemer i hele forsyningskæden".

KPI tendenser

Respondenternes vurdering af størst opmærksomhedsvækst de kommende fire år

Develop KPIs together with suppliers and/or customers

1

Use KPIs that reflect customer satisfaction

2

Use KPIs when performing operative improvements

3

Calculate KPIs automatically

4

Use KPIs that revise operations in real time

5

Figur 3: De fem KPI-tendenser, som nordiske logistikledere forventer, vil vokse mest de kommende fire år.

Investeringtendens: Automatisering af administrative rutiner

Anders Göransson og Bjørn Tideman har også undersøgt, hvordan nordiske logistikchefer forventer, at de vil investere midler i udvikling af lager- og logistikområdet de kommende fire år. Resultatet er, at logistiklederne forventer, at investeringer i automatisering af administrative processer vil vokse mest. Det vil være efterfulgt af investeringer i "advanced real time decision support" samt "traceability".

Administrative processer inden for lager og logistik kan for eksempel være advisering af levering eller udskrift samt elektronisk overførsel af følgeseddel. Automatisering af denne slags rutineprægede administrative opgaver kan frigøre tid til mere værdiskabende opgaver hos logistikmedarbejdere og reducere fejlkilder. De to investeringstendenser "advanced real time decision support” og ”traceability" harmonerer fint med fokusområdetendensen om øget transparens. IT-værktøjer til beslutningsstøtte kan være tilvejebringelse af grundlag for beslutninger om for eksempel valg af lagerlokation, plukkestrategi og pakkeinstruktioner.

Nummer 4 og 5 på listen over investeringstendenser - det visuelle interface samt kombatilitet med andre IT-løsninger – understøtter også fint tendenserne til øget transparens og samarbejde på tværs af forsyningskæden.

Investeringstendens

Respondenternes vurdering af størst opmærksomhedsvækst de kommende fire år

Administrative tasks run automatically

1

Advanced real time decision support

2

Traceability

3

The visual interface

4

Compatible with other software

5

Figur 4: Top 5 over investeringstendenser inden for lager og logistik de næste fire år.


Om undersøgelsen
Anders Göransson og Bjørn Tideman har gennemført indledende kvalitative interviews med logistikeksperter fra Consafe Logistics. De kvalitative interviews har sammen med et omfattende litteraturstudie givet anledning til gennem en serie workshops med eksperter fra Consafe Logistics at udforme et sæt kvalificerede og relevante spørgsmål i et webbaseret spørgeskema. Skemaet blev sendt ud til 10.000 administrerende direktører, logistikchefer, indkøbschefer og it-chefer i svenske, norske, danske og finske virksomheder. 5 % af lederne, hvilket svarer til 447, svarede på spørgeskemaet, som danner grundlag for de to studerendes indkredsning af de dominerende logistiktendenser. Den geografiske spredning af respondenterne er 68 % fra Sverige, 9 % fra Finland, 9 % fra Danmark, 12 % fra Norge og 2 % fra svar fra personer, der er ansat i en nordisk virksomhed men er stationeret i et andet land. 47 % af respondenterne er ansat i produktionsvirksomheder, mens grossister og detailvirksomheder er repræsenteret med henholdsvis 18 % og 8 %. De sidste 27 % fordeler sig på underleverandører af varer og tjenesteydelser til de tre hovedkategorier.