25.000 m2, 30.000 pallepladser, 30.000 kolli i døgnet, stemmestyret pluk, STV og clad-rack reoler i 22 meter høj højlagerkonstruktion, hvor ekspedienten kommer til varen, er nogle af kendetegnene ved SuperGros’ nye centrallager, der blev indviet i efteråret 2008. Lageret samler seks terminaler i én, der håndterer alle dagligvaregrossistens logistikaktiviteter øst for Storebælt og leverer alt, hvad købmænd, kiosker og supermarkeder har behov for inden for tørvarer. Målet er betydelige besparelser samt forbedringer af kvalitet, effektivitet og ikke mindst det fysiske arbejdsmiljø.
Midlerne til at nå de ambitiøse mål er at understøtte det samlede vare- og informationsflow fra modtagelse til afsendelse med høj grad af automatiseret teknologi og ikke mindst et avanceret lagerstyringssystem (WMS), der blandt andet omfatter stemmestyret pluk på det meste af lageret. Daifuku har leveret lagerets mekaniske indhold og automatisering, mens Consafe Logistics har leveret WMS.
Automatiserer vareflowet
"Vores mål er at automatisere så meget som muligt, så medarbejderne får en bedre arbejdshverdag, finansafdelingen kan glæde sig over lavere driftsomkostninger og kunderne kan glæde sig over hurtigere og endnu mere præcise leveringer", fortæller terminalchef Michael Hellegård.
Baggrunden for, at SuperGros valgte SattStore som WMS, var, at virksomheden vurderede, at systemet var det standardsystem på markedet, der bedst matchede SuperGros’ behov. En anden årsag var Consafe Logistics’ tætte samarbejde med leverandøren af automatiseringsteknologien Daifuku. "SattStore er let at integrere med automationen, og det er naturligvis væsentligt på et så teknologisk lager som vores".
Hurtig og automatiseret varemodtagelse
Chaufførerne på lastbiler med varer til lageret sørger selv for at få varerne fra lastbilen hen til en modtagestation, hvor leverancerne automatisk bliver kontrolleret via stregkoder og målinger, så antal kolli, vægt og kvalitet er i orden, og leverancen bliver registreret i SattStore WMS, der tildeler pallen en lokation på lageret.
"Vi kan modtage 300 paller i timen. Oppetiden på vores modtagestationer er 99 %, og de sparer os for rigtig meget tidskrævende manuelt arbejde. Hvis modtagestationen konstaterer, at en palles lastbæreevne ikke er i orden, kan systemet skyde en ny palle ind under den eksisterende, så vi forebygger problemer senere i vareflowet", fortæller Michael Hellegård.
Hvis det ikke er muligt at skyde en frisk palle ind under den beskadigede palle, har lageret en omlastestation, hvor en palle bliver vendt og pakket på en ny palle.
Indlagring med ”tog-system”
Når den modtagne leverance er godkendt af modtagestationen, bliver den på WMS-systemets anvisning transporteret af et automatisk STV-system (Sorting Transfer Vehicle) ind på det relevante lager og den rette lokation. STV-systemet var allerede kendt af Supergros, idet et lignende system de sidste seks år har kørt på Supergros’ centrallager for Vestdanmark, der er placeret i Herning. Systemet fungerer som en slags minitog, der transporterer pallerne på baner rundt på lageret. Det sørger for meget hurtig sortering og indlagring af modtagne paller, samtidig med at der er brug for ganske lidt plads og ganske få medarbejdere til at håndtere varemodtagelsen. Medarbejdere på natholdet sørger for at fylde tomme paller på STV-systemet, så genopfyldningen sker så hurtigt som muligt.
Som på de fleste andre lagre repræsenterer 20 % af SuperGros’ varenumre 80 % af den samlede varemængde. Højlageret håndterer alle højomsætningsvarerne, mens andre supplerende lagre håndterer andre kategorier af varer med lavere omsætningshastighed eller andre særlige karakteristika.
Plukker vin og vaskepulver med stemmen
Terminalen i Ringsted har i samarbejde med Consafe Logistics også indført stemmestyret pluk som en integreret del af WMS. En stor del af plukkeaktiviteten sker således ved, at plukkemedarbejderen via et hovedsæt får instrukser om, hvad der skal pukkes af en computerstemme.
"Plukkemedarbejderen kvitterer med en kontrolkode med sin egen stemme, når han eller hun har plukket en specifik vare. Processen sikrer en meget høj kvalitet i plukningen. Systemet er utrolig nemt at lære at anvende, vi bruger maksimalt to timer på oplæring, hvorefter en ny medarbejder er oplært", fortæller Michael Hellegård.
Han lister følgende styrker ved stemmestyret pluk eller Pick-to-Voice:
- Informationen kommer ind i øret frem for på en skærm
- Egner sig utrolig godt til ikke-komplicerede plukkeprocesser
- Via hovedsæt kan man styre kran (til genopfyldning)
- Forbedrer nøjagtigheden, SuperGros registrerer 99,98 % eller højere kvalitet
- Øger produktivitet med 10 % eller mere
- Hurtigere og nemmere plukning: Hænder og øjne er frie
- Øjeblikkelig tilbagemelding sikrer proaktiv styring
- Bedre medarbejdersikkerhed, sundhed og komfort
- Højere moral og arbejdstilfredshed
Han lister samtidig de udfordringer, som SuperGros har konstateret i forbindelse med Pick-to-Voice:
- Kræver radiodækning, da lageret kører 100 % online
- Omstilling fra "1 ordre, 1 ekspedient" til "1 ordre, mange ekspedienter"
- Medarbejderne føler det som langsommere pluk
- Omstilling til, at pallegeneratoren bestemmer, hvordan den færdige palle ser ud
- Rigtig linie på det rigtige tidspunkt = korrekt pakket palle
Pallegenerator bygger den optimale palle
WMS indeholder en såkaldt pallegenerator, som udstikker plukkeordrerne på en sådan måde, at ordrerne automatisk bliver pakket på en palle, der er optimeret af hensyn til den efterfølgende distribution ud til butikken.
"Pallegeneratoren er baseret på en temmelig kompliceret logik, som er opbygget af de bedste plukkemedarbejdere fra vores gamle lager. Det er plukkemedarbejdere, som har stor erfaring med at opbygge den optimale palle, og al den erfaring har de sammen med IT-konsulenter fyldt ind i pallegeneratoren", fortæller Michael Hellegård.
Pallegeneratoren tager højde for plukrute, plukrækkefølge, om det skal være en helpalle, en halvpalle eller en kvartpalle, vægtsammensætning, volumen samt tidsberegning for afsendelse og levering til kunden. Pallegeneratoren omprioriterer og kapacitetsstyrer løbende plukplanen afhængig af ordremønsteret og leveringstider.
Bedre arbejdsmiljø
SuperGros har blandt andet etableret det nye lager i Ringsted for at skabe et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne: "Med det nye lager lever vi mere end rigeligt op til Arbejdstilsynets krav. Pick-by-Voice betyder for eksempel, at medarbejderen kan holde begge hænder på truckens rat – og ikke skal arbejde med papir og blyant eller en computerskærm samtidig med kørslen. Vi har løftet pallerne, så medarbejderen kan få fødderne ind under pallen, når der skal plukkes – ligesom pallerne vender bredsiden ud mod gangen, så arbejdet bliver lettere".
WMS giver bedre overblik og styring
"Helt overordnet set har SattStore WMS givet os betydelige fordele. Det giver os et langt bedre overblik og en langt bedre transparens i de enorme mængder data, og det gør os i stand til at udføre vores lagerarbejde på en effektiv og så tæt på optimal måde som mulig", fortæller Michael Hellegård.
Fakta om SuperGros
SuperGros a/s er grossist til dagligvaremarkedet samt kiosk- og conveniencemarkedet og er et selskab i Dagrofa koncernen. SuperGros a/s' primære forretningsområder er indkøb og logistik. SuperGros a/s er etableret den 1. januar 2000 i en fusion mellem Dagrofa a/s' Købmandsdivision og Centralkøb A/S med det formål at styrke den frie sektor og imødegå presset fra de store kapitalkæder. SuperGros a/s har en årlig nettoomsætning på 18,7 mia. kr. (regnskabsår 2009) og en medarbejderstab på ca. 1.100 medarbejdere på terminaler i henholdsvis Vejle, Herning, Ringsted og Brøndby. SuperGros’ kunder omfatter Kwik Spar, Spar, Super Spar, SuperBest, NærKøb, Kiwi, Prisiffik, Statoil, KNI, ABC Lavpris og Magasin.
SuperGros prioriterer arbejdsmiljøet højt
SuperGros var nomineret til følgende priser i 2008:
-
Arbejdsmiljøprisen i kategorien ”muskel- og skeletbesvær”
-
Prisen for ”Danmarks sundeste virksomhed”
-
Prisen for ”Årets nyeste og mest kreative sundhedstiltag”
-
Netværksprisen i kategorien ”Virksomheder med over 100 medarbejdere”
Og løb med prisen ”Årets nyeste og mest kreative sundhedstiltag”.