Af Poul Breil-Hansen
Warehouse Management er paradoksernes holdeplads. Udfordringen er at balancere modstridende parametre som pladsudnyttelse, organisatorisk fleksibilitet, plukkehastighed, plukkepræcision, øget produktivitet og reducerede lønomkostninger. Samtidig stiger kravene til lavere lagerbinding og bedre ROI. Logistikchefen står altså over for en barsk og tilsyneladende umulig opgave. Aberdeen Group har i "Warehouse Operations: Increase Responsiveness through Automation" undersøgt 250 virksomheder og heraf fundet frem til top 20 %. De 20 % med de bedste præstationer er de såkaldte best-in-class virksomheder, som Aberdeen Group har undersøgt nærmere for at afsløre, hvordan de får succes med Warehouse Management.
Og lad os med det samme afsløre, at undersøgelsen blandt andet afslører, at de bedste er karakteriseret ved:
- papirløs modtagelse af varer
- ordrepluk sker med mobile it-løsninger
- anvender avancerede plukkemetoder understøttet af WMS
- høj grad af visibilitet i lagerdata
- høj grad af it-integration
- måler systematisk på lagerdriften for at blive klogere og forbedre
Pres på lagerets præstationer
Undersøgelsen konkluderer, at de væsentligste kilder til pres på lageret omfatter:
| Drivkraft / driver |
Procent af respondenter (n=257) |
| 1. Stigende driftsomkostninger |
36 % |
| 2. Kundekrav om ordregennemløbstid |
36 % |
| 3. Understøtte øget salg uden at øge personale eller lagerplads |
35 % |
| 4. Øget efterspørgsel / leverance udsving |
33 % |
| 5. Inflation/knopskydning af/i varekatalog, varers størrelsesvarianter, indpakning etc. |
25 % |
Alle fem drivers komplicerer lagerchefens arbejde betydeligt, og der er ikke nemme og hurtige løsninger at gribe fat i. 36 % af respondenterne forlanger hurtigere ordregennemløbstider. Det vil medføre konvertering fra manuel til en automatiseret ordreproces, der sikrer lagerpræcision og tilgængelighed, så virksomheden undgår restordrer. En anden løsning, der slet ikke udelukker den første, er at øge medarbejdereffektiviteten i plukkeprocessen. Det kan fx ske ved anvendelse af stemmeteknik. Øgede udsving i både efterspørgsel og forsyninger kan let medføre større sikkerhedslagre, som øger lagerbindingen og presser lagerpladsen. Når man presser lagerpladsen, kan det hurtigt gå udover lagereffektiviteten, da lageraktiviteterne bliver mere komplicerede og ineffektive at udføre. Inflation af varekataloget med flere varenumre, flere størrelsesvarianter og flere typer emballager vil blot forstærke de ovenfor nævnte udfordringer. Det vil også skabe et behov for mere lagerplads og flere langsomt omsættelige lagervarer.
De bedste begår næsten ingen fejl
Aberdeen Group har benyttet sig af tre præstationskriterier for lagerprocesser for at skille top 20 % af Best-in-class virksomhederne ud fra mængden af gennemsnitligt eller dårligt præsterende virksomheder. Aberdeen Group har kategoriseret de deltagende virksomheder i tre grupper: Top 20 %, de mellemste 50 % og bundgruppen på de sidste 30 %.
De tre kriterier omfatter:
- mindst 99,5 % af ordrer bliver plukket korrekt
- mindst 98,8 % af ordrer bliver afsendt komplet og til tiden
- mindst 97,5 % af lageret er korrekt placeret ifølge seneste opgørelse
Kriterierne afspejler præstationsniveauet i nøgleaktiviteter inden for lagerets fire vægge og er uafhængig af for eksempel forsinkelser i transportkæden ud til kunden eller andre "eksterne" faktorer.
Automatisering betaler sig
Undersøgelsen konkluderer også, at Top 20 %-virksomhederne er kendetegnet ved følgende fællesnævnere:
- 70 % højere sandsynlighed for, at Top 20 modtager varer uden brug af papirdokumenter end for de resterende 80 % af virksomhederne
- 55 % højere sandsynlighed for, at Top 20 anvender mobile løsninger til at løfte plukkeprocessen
- 46 % højere sandsynlighed for at Top 20 anvender avancerede plukkemetoder som batch-, zone- eller clusterbaseret plukning
Sådan kommer din virksomhed i Top 20
Aberdeen Group nævner en lang række specifikke anbefalinger for, hvordan både Top 20, mellemgruppen og bundgruppen opnår forbedringer. Konsulenthuset fremhæver dog særligt to anbefalinger, som de rangerer som de allervæsentligste:
- Se nærmere på om jeres aktuelle Warehouse Management System tilbyder jer det rette niveau af transparens og lethed, når der skal integreres til andre it-systemer og –værktøjer – systemet skal være i stand til at understøtte fremtidige forbedringer.
- Mål systematisk og vedholdende på de rigtige KPI’er, der afspejler lagerets præstationer og bidrag til forretningsstrategien. Det skal blandt andet afsløre, hvad der præcis driver omkostningerne og danne et faktuelt grundlag for at vurdere værdien af effektivitetsfremmende teknologier.
Bundgruppens vej til succes
Aberdeen Group fremhæver tre specifikke anbefalinger for de virksomheder i bundgruppen, der ønsker at klatre opad modenhedsstigen og opnå en lagerstyring, der i højere grad bidrager til virksomhedens bundlinie og konkurrenceevne. De omfatter:
-
Implementer et WMS: Et WMS vil give bundgruppevirksomhederne en stærk informationsplatform. Næsten halvdelen af bundgruppens virksomheder melder, at de anvender spreadsheets eller manuelle systemer til at styre lageret efter. Et WMS vil også bidrage med fleksibilitet og skalerbarhed ved fremtidige forbedringer og udvidelser. Fremtidige forbedringer vil i høj grad afhænge af evnen til at udnytte mulighederne i WMS og ikke mindst til at integrere underliggende systemer og mobile løsninger.
-
Tag avancerede plukke- og genopfyldelsesmetoder i brug: Top 20-virksomhederne har 64 % større sandsynlighed for at anvende avancerede genopfyldningsmetoder og har 135 % større sandsynlighed for at anvende avancerede plukkemetoder i forhold til bundgruppen. Medarbejdereffektivitet er ikke blot en funktion af arbejdshastigheden. Det er også et spørgsmål om organisering og værktøjer.
-
Implementer automatisk datafangst: Bundgruppe-virksomheder har 36 % mindre sandsynlighed end topgruppe-virksomhederne for at anvende stregkode skannere, stemmeteknik, RFID eller lignende teknologi, der kan bekræfte transaktioner i realtid. Manuel datafangst skaber flere fejl.
Mellemgruppens vej til succes
Konsulenthuset peger på samme måde på en række specifikke anbefalinger til, hvordan mellemgruppevirksomhederne kan forbedre deres lagerstyring:
-
Forstærk ekstern kommunikation og samarbejde: Topgruppen modtager med 35 % større sandsynlighed varer uden brug af papirdokumenter. Det styrker leverandørkommunikationen og transparens i værdikæden på tværs af kunde-leverandør relationen. ASN (Advanced Ship Notification) til kunder er et andet eksempel på digitalt baseret kommunikation med partnere i værdikæden, der skaber merværdi. Topgruppen er 53 % bedre til ASN end mellemgruppen.
-
Fjern manuel datatastning: Mellemgruppen kan vinde meget ved at blive i stand til at bekræfte transaktioner ved hjælp af automatisk datafangst. Stregkoder, stemmestyring eller RFID-baserede løsninger til at bekræfte lageraktiviteter vil forbedre kvalitet betydeligt.
-
Implementer event management funktionalitet: Mellemgruppen har 68 mindre sandsynlighed end topgruppen for at have processer, der kan advisere relevant personel, når specifikke lagerbegivenheder indtræffer (event management). Effektiv event management øger organisationens reaktionsevne og forebygger, at uforudsete hændelser forårsager alt for meget skade.
Topgruppens vej til succes
Topgruppen er højtydende organisationer, men der er altid plads til forbedringer. Aberdeen Groups anbefalinger til topgruppens virksomheder lyder:
-
Forbedr den mobile lagerkommunikation: Mens 56 % af topgruppen plukker via mobile enheder, er det kun 42 %, der er i stand til at kommunikere trådløst med plukkemedarbejderne i realtid. Forsinkelser i kommunikationen hæmmer lagerets reaktionsevne. Det er særlig vigtigt i højvolumen- operations.
-
Implementer medarbejder- og opgavestyring: Kun 37 % af topgruppen er i stand til at registrere reel opgavetid til sammenligning med systemkalkuleret opgavetid. Denne systematiske tilgang giver et solidt grundlag for at analysere tidsforbrug.
-
Øg anvendelsen af cross-docking: Cross-docking reducerer mængden af dobbeltarbejde og behovet for lagerplads samtidig med, at det øger lageromsætningshastigheden. 74 % af topgruppen anvender slet ikke cross-docking, og det er også langt fra altid muligt at cross-docke. Men der er grund til, at de 74 % kan se nærmere på, om det ikke er muligt at indføre en eller grad af cross-docking. Det gælder særligt for virksomheder med mange konsoliderede ordrer eller fuldpalleordrer.