Den europæiske postordrevirksomhed AJ Produkter vælger Astro WMS til at styre virksomhedens nyetablerede centrallager. Det nye centrallager er en vital del af virksomhedens ekspansionsstrategi.
AJ Produkter leverer kontor- lager- og materialehåndteringsudstyr, og virksomhedens koncept er baseret på at sælge en attraktiv portefølje af produkter via postordrekataloger og internettet. Virksomheden er oprindelig startet i Sverige og har nu etableret sig i alle de nordiske lande og sælger sine produkter gennem 32 datterselskaber i 22 lande. AJ Produkter har opbygget et stærkt brand gennem 25 års indsats på det europæiske marked.
Arbejdet med Astro WMS i fire år
AJ Produkters centrallager beskæftiger p.t. 45 medarbejdere, der plukker fra 30 trucks udstyret med TrafiCom computere, der er koblet op på Astro WMS. Virksomheden implementerede Astro WMS for fire år siden på virksomhedens 25.000 m2 store lager i Hyltebruk, Sverige, hvilket på kort tid skabte en vækst i produktivitet på 30 %. Logistikaktiviteterne vil snarligt blive flyttet til et nyetableret lager på 30.000 m2 i Halmstad, Sverige. Det nye lager vil også blive styret af Astro WMS.
Astro WMS gør det nemt. Log på, sæt og pluk
Björn Durén er it-chef for AJ Produkter i Sverige. Han forklarer, at AJ Produkter investerede i Astro WMS for at introducere papirløst pluk: "Før havde vi manuelle sorterings- og plukkeprocesser, som krævede et højt kendskabsniveau hos medarbejderne. Nu sørger Astro WMS for at sortere og fordele plukkeruterne automatisk. Alt, hvad plukkerne skal gøre, er, at logge på, sætte sig på trucken og blive dirigeret til den første plukkelokation", fortæller han og tilføjer: "Vi plukker en vare til adskillige ordrer samtidig. Tidligere plukkede vi til en ordre ad gangen. Den nye måde at arbejde på forbedrer effektiviteten, mens ulempen er, at vi kan have svært ved at plukke til meget store ordrer".
Integration skabte udfordringer og løsninger
Björn Durén forklarer, at virksomheden investerede i Microsoft Dimension AX ERP efter køb af Astro WMS. "Vi havde tidligere et ERP-system baseret på AS400-teknologi. Vores IT-stab havde integrations interfaces til Microsoft Dimensions AX, og Astro WMS havde interface til Axapta. Det skabte lidt udfordringer at få de to ender til at mødes, men det lykkedes relativt hurtigt at finde en god løsning".
På spørgsmålet om hvorfor AJ Produkter ikke har implementeret WMS-modulet i Axapta er Björn Durén meget eksplicit i sit svar: "Vi overvejede aldrig at tage WMS-modulet i Axapta i brug. Vi var glade for Astro WMS, så der var ingen grund til at overveje alternativer".
Behov for endnu flere opgraderinger
Björn Durén peger på en anden fordel ved at vælge Astro WMS, nemlig Astro WMS’ opgraderingskoncept: "Vi har fornylig opdateret vores system til den seneste opgradering. Det indebar ni opgraderinger i én omgang. Vi er opmærksomme på, at hvis vi ønsker fuld udnyttelse af Astro WMS opgraderingerne, skal vi også opgradere vores hardware, så det er noget, vi ser nærmere på i øjeblikket. Det at drage fuld nytte af opgraderingerne er noget, vi skal blive bedre til".
Nye smartere rutiner for et nyt lager
AJ Produkter flytter snarligt sine logistikaktiviteter til et nyt lager i Halmstad, hvor logistikken vil blive styret af Astro WMS. Björn Durén peger på de forandringer, de ønsker at implementere i forbindelse med flytningen:
- Ekspedere alle indgående og udgående varer fra den samme side
- Forandre den måde vareplaceringen foregår på
- Implementere både vare- og ordrepluk
- Optimere palleplacering
"I øjeblikket ekspederer vi indgående varer fra den modsatte side af lageret. Det giver, hvad vi kan kalde et "langt lager". Ulempen er, at alle varer skal transporteres igennem lageret, også de højfrekvente varer der skal ud igen med det samme. Efter flytning til det nye lager vil alle indgående varer blive ekspederet på den samme side, og transitvarer skal derfor kun transporteres en ganske kort distance", fortæller han.
Virksomheden erkender, at de har for mange ruter og destinationer. Det skaber mangel på gulvplads til udgående varer. I det nye lager vil denne plads blive både større og mere fleksibel, så virksomheden kan plukke til adskillige køer på samme tid. "Lige nu er vi nødt til at tømme afsendelsespladsen, før vi kan fylde den op med nye udgående forsendelser, så vi ikke risikerer at blande varer sammen. I det nye lager vil vi ændre på rutiner og skabe markant kortere transportdistancer internt på lageret", fortæller Björn Durén.
Forbedrer varepluk, ordrepluk og palleplacering
I øjeblikket plukker AJ Produkter kun per vare. Efter flytningen vil virksomheden introducere et mere fleksibelt system med både varepluk og ordrepluk. "Vi vil sætte en grænse på 3.56 m2 per pluk. Alt under denne grænse vil blive plukket som varer og sorteret i ordrer ved sorteringsstationen. Det vil spare tid i plukkeprocessen", fortæller Björn Durén og supplerer: "Alt over 3.56 m2 vil blive læsset på en eller to paller og pakket direkte på transporttrucks for at reducere ompakningsprocessen. En af Astro WMS’ store fordele er netop evnen til at plukke fleksibelt. I vores nuværende lager er der begrænset med plads, og Astro WMS hjælper os til at pakke ting mere kompakt. Vi anvender et system til dynamisk palleplacering, som bliver styret af Astro WMS".
Han peger på, at paller tidligere blev optimeret til 80 cm. paller. "Hvis vi havde 90 cm. paller, kunne vi ikke få tingene til at passe. For at løse det problem var vi nødt til at opdele pallerne i halve, så vi kunne placere en stor palle i halvanden palles i stedet for to paller. Vi opererede med en genopfyldningsgrad på 88 %, hvilket er temmelig ringe".
Håndtering af voksende udfordringer
Björn Durén er glad for AJ Produkters gode kontakt med Consafe Logistics, men han bemærker, at succes og ekspansion for begge virksomheder øger behovet for tæt kommunikation.
"Consafe Logistics er på samme måde som vi vokset betydeligt siden vores første kontakt, så vi oplever ikke helt den samme personlige service som tidligere. Samspillet er forståeligt nok blevet en smule mere bureaukratisk. Vi har en dedikeret kontaktperson, men sommetider kunne vi ønske os en anelse mere opmærksomhed", fortæller han og slutter med: "Men der er ingen tvivl om, at Consafe Logistics har en professionel tilgang, og vi kan varmt anbefale dem til andre. Vi forventer at ekspandere over hele Europa, og vi forventer at anvende Astro WMS til at understøtte hele vores europæiske logistikdrift. Hvorfor ændre på et vinderkoncept?".