AVK International A/S implementerede i 2008 Astro WMS og har i dag reduceret lønomkostninger set i forhold til omsætning med 18 %. Det sker, selvom tendensen klart går mod et mere kompliceret pluk- og aftræksmønster og derved dyrere logistik.
Effektivitet, servicegrad, hastighed og fleksibilitet. Sådan lyder hovedkravene til AVK International A/S´ lagerstyring, og på alle områderne har indførelse af Astro WMS skabt mærkbare forbedringer. AVK International A/S er en del af AVK koncernen. AVK koncernen er ikke en af landets mest kendte virksomheder, men den omsætter faktisk for mere end 3,4 milliarder DKK, hvilket placerer virksomheden i den tunge ende af dansk erhvervsliv.
Fra 100 mio. til 3,4 mia.
"Da jeg kom til AVK i 1984, omsatte vi for 100 millioner. I dag omsætter vi for 3,4 milliarder. Vi har været igennem en utrolig spændende rejse med masser af både organisk vækst og opkøb", fortæller kommerciel logistikchef Per K. Møller, mens han med stolthed viser rundt på lageret. Lageret er delt op i to lagerområder, en varemodtagelse, et pakkeområde og et afsendelsesområde. Der er cirka 8200 pallepladser på rack-reoler og cirka 5000 pallepladser på gulvet. Orden og ryddelighed præger lagergangene, hvor køre- og gåbaner er tydelig opmarkeret, og en lille næsten lydløs armé af AGV’er, førerløse trucks fra søsterselskabet Q-Transportmateriel A/S, danner rygraden i den interne transport og binder de 13.200 m2 lagerarealer sammen.
18.000 tons varer per år
AVKs hovedproduktion består af ventilprodukter og tilbehør til vandforsyning, spildevand, gas og brandsystemer. Derudover producerer og markedsfører koncernen også en række andre produkter til industri- og processystemer verden over. Materialet er typisk solidt støbegods, og mange af varerne er meget fyldige og tunge. Lagerpersonalet arbejder i toholdsskift, lagerbindingen er på cirka 6 millioner Euro, og antal lagerførte varenumre er cirka 2000. Lageret ekspederer cirka 135.000 ordrelinier om året til 60-70 forskellige lande fordelt på hele verdenskortet. 135.000 ordrelinier er ikke meget i forhold til mange andre virksomheder, men hvis man måler ordrerne i vægt, bliver tallet helt anderledes vægtigt: AVK International A/S plukker og sender årligt cirka 18.000 tons eller 55.000 m3.
Lagerstyringsbehov ligner en grossists
"Vi havde tidligere et egetudviklet lagerstyringssystem, der havde tjent os godt i mange år. Men vi var vokset for meget, og systemet indeholdt ikke tilstrækkelig automatisering til at kunne følge med vores behov. Da vi skulle vælge nyt WMS, fandt vi hurtigt frem til, at vores behov og vores lagerstyring er meget lig en grossists. Flere grossister i Skandinavien anvender Astro WMS fra
Consafe Logistics, og da de også er vores kunder, var Astro et oplagt valg for os. Efter referencebesøg hos bl.a. Ahlsell og Volvo i Sverige var vi overbevist", fortæller Per K. Møller.
Bedre kapacitetsstyring, sporbarhed og arbejdsmiljø
Per K. Møller fremhæver en række gevinster ved indførelsen af det nye WMS: "Vi gik fra en meget manuelt baseret lagerstyring, hvor meget af videnen og styringen foregik oppe i medarbejdernes hoveder. Vi er privilegeret med loyale og dygtige medarbejdere, men efterhånden som virksomhedens stærke vækst slog igennem med flere og flere varer, ordrelinier og mere komplicerede plukmønstre, blev det efterhånden en vanskelig opgave. Indførelsen af Astro WMS har betydet, at vi er sprunget adskillige generationer over og er gået direkte til et højt automatiseret lager. Det er imponerende, hvor hurtigt medarbejderne har formået at tilegne sig den nye teknologi og de mange nye arbejdsgange".
AVK International A/S lager oplever i dag betydelige forbedringer af:
- kapacitetsstyring og derved personalestyring og ressourceforbrug
- sporbarhed, AVK International A/S leverer blandt andet udstyr til gasdistribution, der stiller skrappe krav til sporbarhed
- arbejdsmiljø, det skærm- og billedstyrede pluk giver bedre vejledning og forhindrer mange tunge løft
- oplæringstid, der er blevet betydelig hurtigere
- FIFO (First In First Out), som AVK International A/S kører på nogle varer
- sårbarhed over for nøglemedarbejdere, der bliver syge eller rejser.
Stamdata og superbrugere
AVK International A/S har gjort sig en del erfaringer i forbindelse med indførelsen af det nye WMS. For det første fandt AVK International A/S ud af, at stamdatakvaliteten simpelthen ikke var god nok. "Vi må erkende, at vi havde overvurderet kvaliteten af vores egne stamdata, og at vi havde undervurderet, hvor vigtigt det er. Man kan stort set ikke få noget som helst på et lager til at fungere optimalt, hvis ikke der er 100 % styr på stamdata", fortæller han.
AVK International A/S bestræber sig på konstant at optimere forsendelserne med en høj grad af ordrekonsolidering og komprimering af paller. Det indebærer en øget kompleksitet i vareflowet og den daglige planlægning og synkronisering.
"For at optimere håndteringen af disse forhold har det vist sig fordelagtigt at have en person med udvidet WMS kendskab, der hen over dagen skaber sig det nødvendige overblik baseret på de online informationer og statusmeldinger, WMS kan forsyne ham med. På den baggrund kan han træffe de optimale beslutninger for de kommende timeres drift. Det har vi fået, og det fungerer glimrende", fortæller Per K. Møller.
Logistik skal støtte salg
Per K. Møller er kommerciel logistikchef og har også det organisatoriske ansvar for salgslogistik. "Vi ved, at det er utrolig vigtigt, at vores logistikfolk arbejder tæt sammen med vores sælgere.
Vi vil også gerne etablere en dialog mellem vores og kundens logistikafdeling, så vi i fællesskab kan udvikle løsninger, der løfter kundens forretning, og dermed nedbringe de totale omkostninger til gavn for både kunden og os", fortæller han.
AVK International A/S arbejder blandt andet på at udvikle en logistikprisliste, der synliggør, hvor dyr forskellige lager- og logistikaktiviteter reelt er. "Det er lagerhåndteringen af varer, der virkelig rykker på omkostningsregnskabet hos os. Det er meget dyrt at finde, plukke, flytte, pakke og afsende en vare. Det fylder langt mere i det samlede regnskab end fragt for eksempel gør. Men det er de færreste klar over".