Arla foods

Ferskvarelogistik kræver præcision, fleksibilitet og hastighed

Arla Foods producerer og distribuerer ferskvarer til kunder, som løbende kræver endnu mere præcision, fleksibilitet og hastighed i leveringen af mælk, ost og smør. For at kunne leve op til de stigende krav har Arla Foods valgt at installere lagerstyringssystemet Astro fra Consafe Logistics på alle koncernens ferskvareterminaler i Norden. I første omgang har de danske terminaler i Hobro, Christiansfeld og Slagelse samt svenske Götene implementeret systemet. Næste fase omfatter Ishøj, seks terminaler i Sverige og tre i Finland.

Kundekravene til præcision, fleksibilitet og hastighed i Arla Foods’ leveringer stiger løbende. Samtidig stiger omkostninger til fx energi og løn, mens koncernen til stadighed er udsat for et pres på vareprisen. Det er en vanskelig cocktail af modsatrettede kræfter, der kontinuerligt kræver en aktiv optimering af hele Arla Foods’ værdikæde.

Arla Foods indgik derfor i 2009 en fem-årig aftale med Consafe Logistics om etablering eller opgradering af IT-systemet Astro på alle Arlas 14 distributionscentre i Norden. Astro er et Warehouse Management System (WMS), der automatiserer og effektiviserer lagerstyringen. Aftalen mellem Arla Foods og Consafe Logistics er en styrkelse af samarbejdet, der startede helt tilbage i 1994.

Aftalen er en del af Arla Foods’ strategi for at konsolidere mængden af IT-systemer i koncernen, og ferskvareterminalen i Hobro har været første terminal til at implementere systemet. Arla Foods i Hobro producerer cirka 100 millioner kg råmælk og cirka 33 millioner kg økologisk mælk om året, der bliver distribueret til både detailhandelsbutikker og grossister inden for catering i hele den nordligste halvdel af Jylland. Terminalen håndterer også en del transitvarer som fx grøntsager, der bliver konsolideret på lageret og distribueret sammen med Arla Foods’ varer til kunderne.

Mejericenteret i Hobro beskæftiger i alt cirka 405 medarbejdere, hvoraf cirka 150 er beskæftiget på lageret med at indlagre, plukke, genopfylde, pakke og forsende varer. Plukning og forsendelse sker primært om aftenen og natten, så de ferske varer kan blive leveret til butikker om morgenen klar til salg.

100 % produktion fra dag 1 eller 2

”Vi installerede som pilotlager Astro i januar måned. Vi stiller krav om 100 % produktion fra dag 1 eller senest dag 2, når vi installerer nye IT-værktøjer. Det er vi nødt til, når vi arbejder med ferskvarer. Efter et enkelt mislykket forsøg i november 2009 lykkedes det også med Astro i januar 2010. Vi udvikler dog stadig på detaljer i systemet for at få det til at spille 100 % sammen med vores processer og behov”, fortæller terminalchef Rudi Petersen.

”Det har været og er en lærerig proces, hvor vi høster en masse erfaringer, der betyder, at implementeringen af Astro er gået meget hurtigere og nemmere på terminalerne i Christiansfeld og Slagelse”, tilføjer han.

Arla Foods har dannet et implementeringsteam af superbrugere, som rejser med rundt og i samarbejde med Consafe Logistics’ team støtter implementeringen samt uddannelsen af Astro på de forskellige terminaler.

”Vi installerer i princippet den samme Astro-løsning på hver terminal, men der er små lokale forskelle fra terminal til terminal”, fortæller Rudi Petersen.

Test, ressourcer og uddannelse

Terminalchefen fremhæver tre vigtige elementer, når man skal implementere et WMS. Det er:

  • Test systemet end-to-end på real life data før implementeringen, så I fanger faldgruber og fejl på forkant
  • Sørg for tilstrækkelige ressourcer både fra egen organisation og fra konsulentens organisation
  • Uddannelse af brugerne er helt afgørende for en succesfuld implementering og drift.

Med hensyn uddannelse er det ifølge både Rudi Petersens og Consafe Logistics’ erfaringer særlig vigtigt at fokusere på need-to-know og ikke nice-to-know samt at time uddannelsen så tæt på implementeringen som mulig.

”Hvis man træner medarbejdere i anvendelse af systemet lang tid før, de rent faktisk kommer til at arbejde med systemet i daglig praksis, risikerer man, at meget af læringen går tabt og skal gentages”, fortæller salgschef Michael Barding fra Consafe Logistics.

Mindre forbrug af rullebure

Astro indeholder blandt andet en såkaldt boks kalkulering, som betyder, at systemet i tilrettelæggelsen af plukordrer og –ruter tager højde for varens størrelse, form og vægt.

”Boks kalkuleringen betyder, at vi kan pakke rulleburene tættere, og at vi bruger færre rullebure i løbet af en arbejdsdag. Det er svært at give præcise fakta på, hvor meget vi derved sparer på transporten og derved på både transportudgifter og CO2-udslip, men vi vil sandsynligvis se en positiv effekt her”, fortæller Rudi Petersen.

Pick-to-Voice forbedrer kvalitet

Arla2Arla Foods’ ferskvareterminaler implementerede i samarbejde med Consafe Logistics stemmestyret pluk i 2005 og fremefter. Det resulterede i markante forbedringer af både kvalitet og arbejdsmiljø samt en vis forbedring af produktiviteten.

”Fordelen ved stemmestyret pluk er en øget produktivitet, bedre saldokontrol samt frie hænder og fri sigtbarhed. Den sidste fordel bidrager til at skabe et mere sikkert arbejdsmiljø, fordi den håndfri stemmestyring giver færre vrid i kroppen”, fortæller Rudi Petersen og tilføjer:

”Vores hovedmotiv for at indføre den nye teknologi var en forventning om, at vi kunne øge kvaliteten markant. Fejl i plukningen medfører mange ekstra kørte kilometre på landevejen, fordi vores transportbiler skal rette fejlene. Så kan vi reducere antallet af plukfejl, vil det medføre mange færre kørte landevejskilometre. Vi har erfaret, at stemmestyret pluk reducerer antal fejl med 30-50 procent”.

Den nye teknologi giver en bedre kvalitet, fordi der er færre fejlmuligheder, fordi lagermedarbejderne skal koncentrere sig om færre faktorer, og fordi det nye system arbejder med kontrolcifre, som lagermedarbejderen skal opgive til computeren. Den sidste funktion øger sikkerheden for, at plukvalget er korrekt, betydeligt.

WMS forbedrer kvaliteten

Implementeringen af Astro WMS har indtil videre ikke skabt yderligere forbedring af effektivitet og produktivitet på terminalen i Hobro. ”Vi høstede en vis produktivitetsforbedring med Voice-teknologien i 2005. WMS har ikke ændret på det, men vi kan derimod registrere en forbedring af kvaliteten siden januar. Svindet er mindre fordi plukordrerne stort set altid er korrekte, og at der derved sker meget få plukfejl. Kunderne modtager altså endnu færre varer med for kort ”hyldetid” – det er vigtigt for både vores omkostninger til at fejlrette og vores kundetilfredshed”, fortæller Rudi Petersen.

Han tilføjer, at han da forventer, at WMS på lidt længere sigt vil skabe en mere effektiv indlagring og opfyldning.

2012-12-07

Fakta om Arla Foods’ Hobro Ferskvareterminal

  • 9400 m2
  • 0,5 millioner EUR-paller
  • 775-850 ordrer dagligt
  • 21000-34000 ordrelinier dagligt
  • 850 kunder
  • Cirka 450 varenumre
  • Indførte stemmestyret pluk i 2005 som en af de første i Danmark
  • Lavteknologisk og manuelt udstyr med trucks, elheste og ekspeditionskraner til løft
  • Cirka 150 medarbejdere

Fakta om Arla Foods


Arla Foods er en global mejerikoncern og et andelsselskab, der ejes af danske og svenske mælkeproducenter. Koncernen har produktion i 13 lande, salgskontorer i yderligere 20 lande og beskæftiger i alt mere end 16.000 medarbejdere. Arla Foods’ produkter sælges under velkendte varemærker i mere end 100 lande med Sverige, Danmark, Finland, Storbritannien, Tyskland, Holland og Polen som kernemarkeder.

Arla er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

  • Antal ejere: 3.838 danske og 3.787 svenske mælkeproducenter
  • Antal medarbejdere: 16.231
  • Nettoomsætning: 46,2 mia. DKK i 2009 (49,5 mia. DKK i 2008), heraf 70 procent i Danmark, Sverige, Storbritannien og Finland.
  • Nettoresultat: 971 mio. DKK (556 mio. DKK i 2008)
  • Indvejet mælk: 8.660 mio. kg (8.243 mio. kg i 2008)

Information
Vi vil gerne høre fra dig!
Contact us
Nyhedsbrev
INSPIRATION! Vi leverer løbende inspirerende, dybtgående artikler og nyheder om logistik, mobilitet og relaterede emner. Abonner nu for at få de mest interessante oplysninger direkte i din indbakke - uden beregning, seks gange om året.
Tilmeld
Følg os
Slutte dig til os i vores sociale medier kanaler og få de seneste i dit eget flow.